Du bør kende disse 6 teknologi-buzzwords

Har du brug for inspiration og input til din digitale transformation? Så tag et kig på de her seks buzzwords.

Digital transformation kræver, at organisationer er agile og forandringsparate for ubesværet at kunne indføre og udnytte de konstante forandringer og for at have intenst fokus på fremtiden.

Derfor er det ikke overraskende, at de teknologier og udtryk, der engang stod for det nyeste nye inden for digital transformation – som for eksempel IoT (Internet of Things), edge computing og DevOps – er blevet dagligdags udtryk for mange af dem eller endda de fleste, der arbejder i eller for virksomheder.

Hvilke udtryk fra den digitale verden skal du så kende nu for at kunne sætte gang i næste fase af den digitale transformation i 2019 og længere ude i fremtiden – eller for bare at kunne blive ved med at være en del af samtalen? Her har du seks af dem, som du bør genkende og forstå.

1. Decentraliserede applikationer (DApps)

Efterhånden har alle hørt om blockchain – den distribuerede finansposteringsteknologi, der blev udviklet til at understøtte kryptovalutaen bitcoin og nu bliver anvendt i en lang række brancher, herunder plejesektoren, fremstillingsindustrien, detailhandel og den farmaceutiske industri. Men blockchain har også fundet anvendelse inden for udvikling af applikationer.

Decentraliserede apps, også kaldet DApps, afviger fra den cloudbaserede model, hvor udviklingen kontrolleres af et lille antal mennesker. En DApp er open source (så kildekoden er tilgængelig for alle), decentraliseret (er baseret på blockchain-teknologi) og bruger algoritmegenererede tokens til at finansiere udvikling.

Decentralisering af udviklingen gør brug af styrken i at være mange, hvilket kan bidrage til at skalere et projekt, samtidig med at kvalitetskontrollen forbedres.

2. Digital touchpoint services – digitale berøringspunkttjenester

Behovet for at få data og tjenester ud til fjerntliggende hjørner af en virksomheds netværk har resulteret i udviklingen af såkaldt “edge computing”, hvor computing nodes sendes ud i hele netværket for at være tættere på de brugere (eller enheder), der har brug for data eller tjenester.

Men virksomhederne skubber allerede på for at gå længere end til kanten med edge computing. “Digitale forretningsinitiativer tvinger infrastrukturtjenesteydere til at udvide deres tilbud ud over edge computing-teknologier for at kunne levere digitale berøringspunkttjenester,” lyder det fra analyseinstituttet Gartner.

Understøttelse af disse berøringspunkter vil kræve, at der placeres it-tjenester tæt på de steder, hvor slutbrugere og virksomheder interagerer digitalt. Digitale berøringspunkttjenester kan omfatte infrastrukturadministration og -sikkerhed samt dataadministration og -governance.

3. Lilla teams

Lilla mennesker er et it-begreb for medarbejdere, der intuitivt forstår virksomhedens strategiske behov (røde), samtidig med at de også fuldt ud forstår digital teknologi (blå). Det betyder, at du, hvis du er en lilla person, kan forklare digital teknologi til CEO’en og forretningsstrategier til CIO’en.

Men lilla mennesker er ligesom enhjørninger – temmelig svære at finde i virkeligheden. For at kompensere for manglen på lilla mennesker samler virksomheder i stedet “lilla teams”, der kombinerer forretningsmæssig indsigt med teknologisk viden. Du vil måske opleve selv at blive en del af et lilla team i nær fremtid.

Læs mere: CIO’en har talt: Disse 5 udfordringer spænder ben for virksomheden

4. Artificial general intelligence – kunstig generel intelligens

Efterhånden som maskiner lærer mere, bliver de også mere intelligente. Det er antagelsen bag kunstig intelligens (AI – artificial intelligence) og maskinel indlæring (machine learning). Ifølge eksperterne vil maskiner til sidst opnå intelligens på menneskeligt niveau og derover. Det kalder man kunstig generel intelligens (AGI – artificial general intelligence). Nogle fremtidsforskere mener, at det kan blive til virkelighed inden for de næste 5-10 år.

5. Light fidelity (li-fi)

Det er en trådløs digital teknologi, der anvender lys til at overføre data mellem forskellige punkter ved høj hastighed. Den mest praktiske umiddelbare anvendelse af li-fi vil være at give folk på fly lov til at forblive opkoblet til internettet, fordi lysbølger ikke forstyrrer flyets elektriske udstyr. Li-fi vil måske også kunne bruges på hospitaler, i industriel automatisering og til at kommunikere med undervandsfartøjer.

Læs mere: Digital transformation: Får din virksomhed nok ud af den?

6. Blended reality – blandet virkelighed

Der er virtuel virkelighed (VR – virtual reality) og udvidet virkelighed (AR – augmented reality). Snart vil der måske også være en “blandet virkelighed” (BR – blended reality), som er det mest forbløffende af det hele. VR handler om at anbringe en bruger i et fordybende – men ikke “virkeligt” – miljø, typisk ved hjælp af et headset, der lukker den faktiske virkelighed ude. AR overlejrer eller projicerer virtuelle billeder oven på et fysisk objekt eller en konstruktion. BR løfter i bund og grund AR op på næste niveau ved at skabe en verden, “hvor det virtuelle og det fysiske integreres umærkeligt og ubesværet”, som Institute for the Future udtrykker det.

Forestil dig, at du vil kunne anbringe et objekt på en BR-aktiveret computers berøringsfølsomme skærm og få det pågældende objekt replikeret på en tilsluttet 3D-printer. Eller at du kan se på dig selv i et BR-aktiveret spejl, hvor du ikke kun kan se, hvordan du ser ud i virtuelt tøj, men også hvordan du ser ud i forskellige virtuelle omgivelser. BR forventes at kunne anvendes inden for arkitekturmæssigt design, underholdning, sundhedssektoren, produktion og meget mere.

Med ovenstående digitale udtryk på plads vil du være godt klædt på til at se længere end nutidens teknologi og frem mod næste fase af den digitale transformation.

Læs mere: Kickstart den digitale transformation her

Sig din mening

*