Er du forberedt på Amazons indtog?

Der er længe blevet spekuleret i, om Amazon vil etablere sig i Nordeuropa. I august blev det så officielt. Verdens største netbutik kommer til Norden.

Efter flere års uvished er rygterne blevet bekræftet. Amazon slår sig ned i Sverige og dermed sandsynligvis gradvist i resten af Norden. Hvad indebærer det for detailmarkedet?

Vi nordboere har handlet på Amazon siden århundredskiftet, og det er sandsynligt, at du selv har bestilt noget fra den amerikanske, britiske eller tyske udgave af webstedet. I princippet kan alle blive kunder hos Amazon, og webstedets placering som nummer 14 på Alexas rankingliste (fra juli 2020) over verdens mest besøgte hjemmesider viser tydeligt, at mange allerede er kunder.

Ulempen for kunder, der shopper uden for deres hjemmemarked, er, at internationale leverancer er dyrere og kan tage betydeligt længere tid. Det er bl.a. derfor, at Amazon nu bevæger sig ind på det svenske marked.

“Vi håber, at vi ved at fokusere på det, som vi tror er vigtigst for kunderne – lave priser, bredt udvalg og hurtige leverancer – efterhånden vil vinde de svenske kunders tillid,” udtalte Amazons Vice President for EU-ekspansion, Alex Ootes, i august.

Ét lager, flere sprogversioner

Hvornår den svenske version af webstedet skal lanceres, er endnu uklart. Rygterne siger november. Derimod ved man, at lager og distributionscenter placeres i Eskilstuna. Et strategisk logisk valg, da det er tæt på Stockholm og geografisk centralt i forhold til hele det nordiske marked. Præcis som mange andre store amerikanske virksomheder ser Amazon Norden som et samlet marked.

Hvis vi går ud fra, at Amazon gør, som de har gjort tidligere på andre markeder, vil lanceringen i Sverige blive fulgt op af en finsk, dansk og norsk version af hjemmesiden. At det sandsynligvis sker i den rækkefølge afhænger af indbyggerantal, og hvor udbredt e-commerce er i de respektive lande. Logistikken skal nok udgå fra Sverige og måske også fortsat fra Tyskland. Amazon skal også forholde sig til, at Sverige er relativt tyndtbefolket. At Norge har lavere prioritet for Amazon skyldes sandsynligvis, at landet ikke er med i EU og ikke har en lige så fleksibel infrastruktur i forhold til hurtige leverancer.

Trussel eller mulighed

 Men hvad betyder Amazons satsning i Norden egentlig for de fysiske butikker og netbutikkerne i Sverige, Danmark og Norge? Til at begynde med skal vi huske, at Norden er et af de sidste markeder i Europa, som Amazon begiver sig ind på. Virksomheden har taget meget store markedsandele i Tyskland og Storbritannien, hvor de har været til stede i mere end 20 år, men samme triumf er udeblevet i Holland og Tyrkiet, der er relativt nye lanceringer. Det er med andre ord ikke en selvfølge, at Amazon bliver den dominerende aktør, som mange i Sverige og Norden frygter.

Ifølge Patrick Bubicic, der er Director Retail Sales, DXC Sweden, skal truslen fra Amazon tages alvorligt, men ikke overdrives. “Det svenske marked for e-commerce er meget mere modent nu end for bare frem år siden. En af årsagerne til deres fremgang er hurtige leverancer, men det har vi allerede i Sverige, og den faktor bliver ingen konkurrencefordel for Amazon. Markedet haft tid til at forberede sig på, at de gør deres indtog i Sverige. På den anden side er timingen perfekt, når man tænker på, at vi befinder os i en tid, hvor e-commerce generelt stiger meget.”

Også i Danmark er e-commerce væsentlig mere udviklet i dag og har forudsætningerne for at kunne stå imod, når Amazon lanceres i Danmark. Det mener Marianne Lyngby Pedersen, der er administrerende direktør for Index Retail A/S, der ejer Bog & Idé samt Legekæden. Til Finans.dk siger hun: “Amazon kommer til et modent dansk marked. De kan ikke bare galoppere ind som i andre lande, da de danske forbrugere i høj grad er bekendte med at shoppe online. Så Amazon får det ikke lige så let, som da de gik ind i Frankrig og Tyskland”.

Retaileksperter er temmelig enige om, at det er fysiske butikker, der har mest at tabe på Amazons etablering i Norden. De er allerede udfordrede af online-shopping, og konkurrencen bliver nok ikke mindre, når giganten inden for e-commerce går ind i legen. Men at Amazon findes i Norden kan også føre muligheder med sig. F.eks. kan små og mellemstore virksomheder udnytte deres varemærke samtidig med, at de får lettere ved at eksportere.

“Det er nok de mindre detailhandlere, der kan blive ramt; de, der ikke allerede fokuserer på dataanalyser, kundeadfærd og kundeloyalitet. At kunne tilbyde personlige kundeoplevelser er allerede vigtigt og bliver endnu vigtigere, når Amazon presser priserne. En anden måde at møde den nye konkurrence på kan være at forene sine styrker med andre aktører. Samarbejdet mellem svenske Clas Ohlsson og MatHem er et godt eksempel.

Men man kan jo også vælge en anden vej, nemlig at samarbejde med Amazon. Gør man det, er det nok klogt ikke at lægge hele sit sortiment ud, men kun de varer, der sælger bedst. Resten har man i sin egen webshop”, slutter Patrick.

Hvad Amazons entre i Norden kommer til at betyde, vil vise sig. Og vi skal heller ikke glemme, at der findes andre selskaber, man skal være opmærksom på. Ikke mindst Alibaba i Kina, verdens største virksomhed inden for e-commerce.

Læs mere: Sådan kan du gøre dig klar til Amazons entre i Norden

Læs mere: Sådan skaber du en kundeoplevelse i verdensklasse med CEM

Sig din mening

*