Den hotteste trend inden for e-handel

Den hotteste trend inden for e-handel er Live Video Shopping, og retaileksperter mener, at fænomenet er det største i branchen siden lanceringen af iPhone.

Du ved selvfølgelig godt, at meget af den teknik, der fylder din hverdag, har sin oprindelse i USA. Det kan f.eks. være nye apps, nye måder at handle på og nye betalingsmetoder. Men vidste du, at den hotteste trend inden for tech og e-handel kommer fra Kina? Og nej, det er ikke TikTok, vi tænker på. Fænomenet hedder Live Video Shopping og er ifølge retaileksperter det største, der er sket inden for e-handel, siden iPhone tog markedet med storm.

Kinas digitale landskab

Over 800 millioner mennesker bruger internettet i Kina (næsten 60 % af befolkningen). Så mange som godt 95 % gør det via mobilen. Og ifølge Digiday Media kigger en tredjedel af TikToks brugere på Live Video Shopping. Noget, som fra starten primært blev betragtet som underholdning og tidsfordriv. Nu er Live Video Shopping en milliardindustri og et fuldtidsjob for flere og flere kinesere.

Livestreaming var ganske vist udbredt, allerede inden Kina gik ind i kampen, men blev da mest brugt som showroom og til nyhedsformidling. Den store forandring skete, da giganten inden for e-handel, Alibaba, gennem sit datterselskab Taobao ændrede fokus på sine livestreams til, at det i højere grad handlede om livsstil og produkter. Det har gjort Live Video Shopping enormt populært. Ifølge kinakenderen og eksperten inden for e-handel Tom Xiong havde Live Video Shopping 9 % af al e-handel i Kina i 2019. Estimatet er, at tallet lander på mellem 15-20 % for 2020.

Hvad er Live Video Shopping?

Det relativt nye begreb “entertainmerce” er det, der bedst beskriver Live Video Shopping. En blanding af underholdning og forbrug. I Kina kan streamingen foretages af en hvilken som helst person hjemmefra (Taobao kræver dog 40.000 følgere, for at man kan benytte deres platform), eller af velbetalte influencere fra professionelle studios eller butikker. De kendteste sælgere/underholdere sender 6-7 timer om dagen og præsenterer omkring 70 produkter. Du får måske associationer til den gode gamle TV-shop, og sammenligningen er også til dels korrekt. Forskellen er, at Live Video Shopping mere minder om et online retailmiljø, dvs. at analogt og digitalt kobles sammen til oplevelser.

For de potentielle kunder bliver det som at møde en butiksrepræsentant på skærmen i stedet for i butikken. Udsendelserne henvender sig til et stort publikum eller er eksklusive events for enkelte shoppere. Seerne, eller seeren, har mulighed for at stille spørgsmål til værten, som ved alt om varerne og desuden kan have rollen som personlig stylist. Det hele går ud på at formidle viden, at prøve produkterne og naturligvis at sælge. Gerne med elementer af underholdning.

Man behøver ikke at se Live Video Shopping som en direkte udsendelse, og mange ser det på et andet tidspunkt. Så mister konceptet naturligvis vigtige dele af sin tiltrækningskraft i form af interaktivitet som chat, kommentarer osv. Har værten eller produkterne en ældre målgruppe, er det den målgruppe, der ser med. Live Video Shopping går hånd i hånd med de respektive markedssegmenter. Denne trend er med andre ord ikke noget, som kun generation Z har hægtet sig på, selv om den primære aldersgruppe er 20-35 år.

Læs om hvorfor Live Video Shopping er blevet så stort og hvor udbredt det er i Skandinavien.

Læs mere: Sådan optimerer du kundeoplevelsen og øger mersalget i butikker

Læs mere: Sådan skaber du en kundeoplevelse i verdensklasse med CEM

Sig din mening

*