Er løbet kørt for de fysiske butikker?

En usikker fremtid med færre kunder, kortere åbningstider og mere fokus på det digitale taler sit tydelige sprog. Kan de fysiske butikker stå imod e-handelen?

Der fandtes en tid, hvor fysiske butikker kun konkurrerede med andre fysiske butikker. Men i omkring 20 år er dette slag også blevet udkæmpet online. En udvikling, som bogstavelig talt er eksploderet de seneste 5-10 år, og som i allerhøjeste grad accelererede i 2020. Men vi skal ikke glemme, at allerede før social afstand blev det nye normale, oplevede mange detailhandlere, at fysisk shopping blev mere og mere udfordret af digital shopping. Et eksempel, der taler for sig selv, er showrooms, som i mange tilfælde ikke fik den ønskede effekt på kundernes indkøbsvaner. I stedet for at købe noget tog kunderne til de fysiske butikker for at kigge på og prøve produkter for derefter at købe dem så billigt som muligt i en netbutik.

Hvad stiller man op mod en teknik, der gør det muligt at holde åbent døgnet rundt, tilbyde et større udvalg af produkter, rabatkoder, bedre priser, enklere betaling og mere fleksible returmåder? En teknik, som gør det endnu hurtigere og mere bekvemt at shoppe helt uden at forlade hjemmet. Lad os se på, hvad fysiske butikker kan gøre for at få succes, når social afstand engang kun er et fjernt minde.

Den skræddersyede shoppingoplevelse

Ifølge en undersøgelse foretaget af Center for Retail Research er forbrugere, der får tilbud, som er tilpasset deres specifikke behov og interesser, villige til at bruge flere penge. I dag gælder dette dog i stadig højere grad også online, og derfor er den bedste fremgangsmåde at binde den digitale købsrejse sammen med den fysiske. Hvis dit personale har relevante data om kundernes indkøbsvaner lige ved hånden i butikken, kan de anbefale yderligere køb. Det tekniske i personlige shoppingoplevelser er dog ikke meget værd, når det havner i de forkerte hænder. Som det fremgår nedenfor, har fysiske butikker en stor fordel, når det gælder om at være personlig.

Det menneskelige samspil

Al ære og respekt for kunstig intelligens i form af algoritmer og chatbots. De bliver stadig mere avancerede og kan gøre alt fra at foreslå produkter til at besvare spørgsmål. Men ikke engang en ægte person på den anden side af skærmen, f.eks. ved Live Video Shopping, vil nogensinde kunne erstatte det fysiske samspil mellem mennesker. Og fordi vi er flokdyr, vil mange forbrugere altid foretrække det menneskelige samspil, som kun kan opstå i forbindelse med personlige møder i fysiske butikker. Møder kunderne desuden ansatte, der ved, hvordan man yder tilpasset og førsteklasses service, er der allerede vundet meget i forhold til både konkurrenterne og shoppingoplevelsen online.

Den umiddelbare levering

 Bestillinger, der afgives online, leveres hurtigere og hurtigere. I visse tilfælde allerede samme dag, og inden for nær fremtid bliver tidseffektive droneleveringer måske hverdagskost. Men sommetider er det eneste, der dur, at få sine ting med det samme i forbindelse med købet. Her sidder de fysiske butikker med trumfkortet. Dette kombineret med et optimeret udvalg og fleksible betalingsmåder kan gøre shoppingen i butikker lige så bekvem, som den er hjemme i sofaen. Og apropos bekvemmelighed mener mange kunder, at risikoen for utilfredshed og varereturnering er betydeligt større ved bestillinger, der foretages online. Skulle det alligevel blive aktuelt at returnere i en fysisk butik, oplever kunderne desuden, at det går nemmere end med produkter, der er købt online.

Det vigtige fællesskab

 For flertallet handler forbrug ikke kun om at skulle have det nyeste eller gøre et kup. Mange synes, at det er vigtigt at støtte de lokale forhandlere. Følelsen af fællesskab omkring gaden, kvarteret eller byen skal ikke undervurderes. Ikke mindst efter disse uforudsigelige tider vil der formentlig være et ophobet behov for at vise støtte. For fysiske butikker kan det derfor være en god idé at støtte lokalsamfundet på forskellige måder. Det kan f.eks. være at samarbejde med en velgørenhedsorganisation og lade en del af fortjenesten tilfalde den eller opmuntre kunderne til at donere produkter til velgørenheden. For butikker, der lykkes med dette, er der gode chancer for at lokke kunder til, som er loyale over for lokalområdet.

Der er altså en hel del, fysiske butikker kan gøre for ikke at tabe slaget mod onlinehandelen. F.eks. skræddersyet shopping, bekvemmelighed, uddannelse i service og fokus på det lokale. Men sandsynligvis er det allervigtigste for den fysiske detailhandel at udvikle sig digitalt og møde fremtiden sammen med e-handelen.

Læs mere: Brancheløsninger tilpasset fremtidens kunder

Læs mere: Sådan overlever fysiske butikker i en digital verden

Sig din mening

*